Nyt om billedbrug i undervisningsmateriale

En aftale mellem AU og Copydan Billedkunst gør det nu muligt for undervisere lovligt at bruge isolerede trykte og digitale billeder i deres undervisningsmateriale. Det gælder også billeder hentet via fx Google.

AU har i maj måned 2012 indgået en aftale med Copydan Billedkunst, der gør det muligt for undervisere at inddrage lovlige isolerede trykte og digitale billeder i deres undervisningsmateriale, f.eks. i power points. Med isolerede billeder menes billeder, som ikke fremstår i sammenhæng med en tekst, eller billeder, som bliver gengivet uden at medtage den tekst, som oprindeligt var gengivet sammen med billedet.

Her kan billederne bruges lovligt: Det er tilladt at hente billeder fra internet, lave digitale kopier af billeder, overføre billederne til andre medier som f.eks. power point, overhead, dias, intranet (AULA), cd-rom og andre digitale medier til brug i undervisningen og lade billederne indgå i materiale fremstillet af undervisere eller studerende, f.eks. i opgaver, kompendier og projektarbejder. Det er også tilladt at anvende trykte billeder i undervisningen.

Vær opmærksom på følgende: Denne aftale viger for aftaler, som universitetet har indgået med forlag og informationsleverandører, hvorfor man f.eks. ikke må anvende billeder fra Infomedia.

Man skal også huske, at kunstnerens/fotografens navn tydeligt skal angives i forbindelse med gengivelsen af værket, og at billedet ikke må ændres i videre udstrækning.

Det skal sikres, at kun undervisere og studerende tilknyttet Aarhus Universitet kan få adgang til billederne – hvilket foregår via passwordstyring i AULA.

Se aftalen med Copydan Billedkunst http://www.au.dk/fileadmin/www.au.dk/Regelsamlingen/Billedkunst_aftale_underskrevet.pdf <http://www.au.dk/fileadmin/www.au.dk/Regelsamlingen/Billedkunst_aftale_underskrevet.pdf>