Portræt af Rune Aardal Hansen, Ph.d.-stipendiat

Rune Aardal Hansen er ny medarbejder på BTECH. Mød ham her og hør blandt andet om hans motivation for at skrive sin ph.d. her og om hans tidligere erfaringer.

Rune Aardal Hansen.

1.  Hvorfor har du valgt at arbejde på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi?
I løbet af min kandidatuddannelse udviklede mit samarbejde med Allan Gross sig, og det samme gjorde muligheden for at søge en ph.d. For mig er BTECH det helt rigtige institut til at studere og belyse problemet med mikroplastik. Materialer som (mikro)plastik har stor betydning for vores samfund og vores måde at drive forretning på i dag.

2.  Hvad er dit arbejdsområde, og hvad skal du arbejde med her?
Jeg skal blandt andet forsøge at opspore mikroplastik i de indre danske farvande. Jeg skal se på sammenhængen mellem mikroplastik, samfund og erhverv, og på, hvordan vi bruger øko-innovation til at forstå og måske endda løse dette problem. Det er vigtige spørgsmål, som jeg lige nu beskæftiger mig med.

3. Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund?
Civilingeniør fra BTECH

4. Hvad har du lavet før?
Jeg har arbejdet med ledelsesrådgivning i den private sektor og med strategisk IT og HR i internationale virksomheder - både som ansat og som selvstændig. Man kan godt sige, at jeg i dag forsker i nogle af de økologiske og miljømæssige konsekvenser af det, som jeg tidligere forsøgte at fremme og rådgive virksomheder omkring.

5. Vil du fortælle lidt om dig selv, din familie og din fritid?
Jeg bor på en gård lidt syd for Aarhus sammen med to andre familier. Jeg har mange forskellige interesser - jeg elsker at lave mad, høre musik og så cykler jeg også meget. Jeg har også sejlet en del. Lige nu eksperimenterer jeg og min lille familie med, hvor meget plads man har brug for, hvis man skal leve "godt". Vi er netop ved at lægge sidste hånd på tegningen til et lille økologisk og transportabelt hus.