Du er her: AU  Medarbejdere Institutter  BTECH Nyheder nyhed

Sudipa Sarker - Adjunkt

BTECHs nye adjunkt, Sudipa Sarker fra Bangladesh, glæder sig til at dele sin store viden om supply management, indkøb og risikostyring med studerende og kolleger i Herning.

25.02.2019 | Camilla Brodam

Hvorfor har du valgt at arbejde på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi?

Jeg tror på, at det, du søger, søger dig. Jeg valgte simpelthen BTECH, fordi instituttet matcher min profil så godt. Under min bachelor og kandidatuddannelse fokuserede jeg meget på driftsøkonomi og ingeniørvidenskab. Men under min ph.d. beskæftigede jeg mig  mere med organisatoriske og forretningsmæssige aspekter. Derfor tror jeg virkelig på ideen om at koble forretning og teknologi. Desuden var det institut, som jeg arbejdede på i Bangladesh, meget lig BTECH, da det også kombinerede business-uddannelser med ingeniøruddannelser. Instituttet har været god til at uddanne ingeniører, som klarer sig godt i erhvervslivet.  Jeg tror også, at det internationale miljø på BTECH med medarbejdere fra forskellige steder i verden, vil styrke min karriere.   

Hvad er dit arbejdsområde, og hvad skal du arbejde med her?

Mit arbejdsområde er supply chain management med særligt fokus på supply management/indkøb og risikostyring. I løbet af min ph.d. fik jeg mulighed for at arbejde sammen med tre multinationale svenske virksomheder; Assa Abloy, Ericsson og Vattenfall. I min empiriske dataindsamling interviewede jeg mere end 40 medarbejdere inden for sourcing, som arbejdede på forskellige niveauer i virksomhederne. Disse interviews gav mig et rigtig godt indblik i indkøbspraksisserne i store multinationale virksomheder. På BTECH vil jeg gerne undervise og vejlede studerende i indkøb og supply chain management. 

Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund?

Jeg tog min bachelor inden for industrial og production engineering fra Bangladesh University of Engineering and Technology. Min kandidat tog jeg inden for industrial og systems engineering på National University of Singapore (NUS).  Jeg tog min ph.d. under Erasmus Mundus-programmet European Doctorate in Industrial Management. Mit miljøskifte tilbragte jeg på KTH - The Royal Institute of Technology and Politecnico di Milano. Jeg fik dermed en ph.d.-grad i driftsøkonomi og industrial engineering fra Politecnico di Milano i december 2016.

Hvad har du arbejdet med før?

Jeg har arbejdet både i den akademiske verden og i erhvervslivet. Efter jeg blev færdig med min bachelor i 2005, blev jeg en del af en non-profit organisation i Bangladesh ved navn Katalyst. Her arbejdede jeg med projekter, som skulle forbedre markedsdynamikken inden for møbel-, plast- og landbrugsmaskineindustrien i Bangladesh. Jeg fik mulighed for at arbejde i Singapore i et år som industrial engineering konsulent hos virksomheden Integrated Decision Systems Consultancy. Her arbejdede jeg med projekter, som havde at gøre med Singapores statsbibliotek og militæret. Min akademiske karriere startede i 2009, hvor jeg blev ansat som underviser hos Department of Industrial and Production Engineering på Bangladesh University of Engineering Technology. Jeg underviste bachelorstuderende i fag som operations research og operations management og kandidatstuderende i fag som supply chain management, organisational behaviour og inventory management. Jeg har også fungeret som vejleder for både kandidat og bachelorstuderende. Ud over min akademiske karriere har jeg også arbejdet som konsulent for en række organisationer i Bangladesh.

Vil du fortælle os lidt om dig selv, din familie og hvad du laver i din fritid?

Jeg kan godt lide at leve Zen-agtigt, og jeg er en sand minimalist. Jeg har været vegetar siden januar 2017. Jeg er også rigtig glad for at meditere og for andre former for hjernegymnastik. Jeg har en datter på syv år. I min fritid elsker jeg at rejse, læse bøger og fotografere natur og mennesker.

Navne
18131 / i28