Portræt: Muhammad Bilal

Muhammad Bilal er netop ansat på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, hvor han skal arbejde med at bringe GNSS-teknologien tættere på virksomhederne. Oprindeligt er han fra Pakistan. Læs mere om Muhammad herunder.

Muhammad Bilal.

Hvad er dit arbejdsområde, og hvad skal du arbejde med her?
Jeg er ekspert i GNSS-teknologi (Global Navigation Satellite System). For øjeblikket arbejder jeg på et projekt, som er finansieret af Det Europæiske GNSS-agentur. Formålet med projektet er at udvikle et salgbart produkt, som skal automatisere overvågningen af solcellekraftværker ved brug af droner.

Hvorfor har du valgt at arbejde på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi? 
I årenes løb er GNSS virkelig blevet en teknologi, som åbner for nye muligheder, men det er også en allestedsnærværende teknologi. Det forventes, at GNSS i fremtiden vil blive anvendt inden for en lang række områder som fx lokationsbaserede tjenester, energi, landbrug og transport for blot at nævne nogle få. Mængden af anvendelsesmuligheder for GNSS vil helt sikkert vokse, og det er kun fantasien hos innovative iværksættere og serviceudbydere, der sætter grænser. Gennem mit arbejde på Aarhus BSS vil jeg gerne udnytte efterspørgslen på brugertjenester for at kunne designe og/eller strømline forretningsmodeller til at skabe nye virksomheder.

Fordi GNSS-teknologien er alle vegne, har den potentiale til at skabe mange nye slags virksomheder på forbrugermarkedet. For mig som ekspert i GNSS repræsenterer Aarhus BSS en ideel platform til at kunne bringe GNSS-teknologien tættere på virksomhederne gennem et samarbejde med eksperterne i forretningsmodelsinnovation i AU’s MBIT-forskningsgruppe.

Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund?  
Jeg har en ph.d. i mikroelektronik og telekommunikation fra Università degli Studi di Roma Tor Vergata i Rom, Italien. Mine forskningsinteresser er bl.a. GNSS integritetskontrol, omfattende brug af GNSS til forbrugerapplikationer til massemarkedet og effekten af rumvejr på GNSS. Min forskning er blevet publiceret i anerkendte journals, ligesom jeg har præsenteret den ved anerkendte konferencer.

Hvad har du lavet før?
Min tidligere forskning fokuserede primært på brugen af GNSS til civil luftfart og applikationer til trafikanter.  Før jeg blev ansat på Aarhus BSS, arbejdede jeg som postdoc ved Institut for Elektroniske Systemer, AAU og Università degli Studi di Roma Tor Vergata, Italien.

Vil du fortælle lidt om dig selv, din familie og din fritid? 
Jeg kommer fra Peshawar, som er en stor dal i det nordvestlige Pakistan og en af de ældste byer i Sydøstasien. Vi er en familie på 6, med tre brødre og én søster.  I min fritid læser jeg digte, og jeg kan lide at lave orientalsk mad. Jeg nyder at rejse rundt i de landlige og bjergrige regioner rundt omkring i verden.