2,2 millioner til forskning i entreprenørskab
Anders Frederiksen fra AU Herning har sammen med to andre forskere fået en bevilling på 2,2 millioner kroner til forskningsprojektet ”Entreprenørskab for vækst”.
Bevillingen er blevet tildelt fra Industriens Fond, der i foråret 2013 efterlyste forslag til projekter, der kunne skabe flere vækstiværksættere i Danmark. Projektet ”Entreprenørskab for vækst” skal undersøge ledelsesstrategier og professionelle bestyrelsers betydning for nye danske virksomheders værdi- og jobskabelse. Centralt for nye virksomheders vækstmuligheder er de kompetencer, som virksomheden får tilført netop gennem ledelsesteams og bestyrelser.
- I Danmark bliver der søsat rigtig mange nye virksomheder, men alt for få af dem vokser sig store. Vi har derfor brug for forskning, der afkoder, hvilke kompetencer opstartsvirksomheder bør have med ombord for, at deres gode ideer kan udvikle sig og skabe vækst, siger Anders Frederiksen, der er professor på AU Herning og en del af det nye forskningsprojekt.
Forskergruppen består af professor Anders Frederiksen, der udover AU Herning er tilknyttet Interdisciplinary Center for Organizational Architecture (ICOA), professor Lars Frederiksen fra Institut for Marketing og Organisation på Aarhus Universitet og professor Michael Dahl fra Aalborg Universitet. Med midlerne fra Industriens Fond skal forskergruppen gennemføre et både kvalitativt og kvantitativt projekt, som kortlægger kompetencerne på væsentlige områder for entreprenøriel vækst. Derudover skal de finde forklaringer på, hvordan specifikke ledelsesstrategier og bestyrelseskomposition samt dynamik bidrager positivt til vækst.
Skal bidrage til turn-around inden for iværksætteri
- Det er forventningen, at projektet vil bidrage substantielt til en turn-around i dansk iværksætterkultur, så vi kommer til at se markant flere vækstiværksættere i fremtiden. Iværksættere finder på nye løsninger og fremmer konkurrencen i det eksisterende erhvervsliv, siger Mads Lebech, administrerende direktør i Industriens Fond.
Industriens Fond mener, at iværksætteri og antallet af iværksættere og mindre virksomheder, der har vækst, er af betydning, når Danmark skal styrke grundlaget for at skabe værditilvækst og arbejdspladser.
- Desværre er det ofte sådan, at de nye virksomheder forbliver små og sjældent får realiseret principielt store vækstpotentialer. Men det vil vi i Industriens Fond være med til at ændre, siger Mads Lebech.
Samarbejde mellem forskning, iværksættere og erhvervsliv
Formålet med projektet er at øge konkurrenceevnen for danske opstartsvirksomheder. Med det udgangspunkt vil projektet undersøge, hvordan nye strategier og praksis for forbedret kompetenceudvikling i nye virksomheder giver vækst og arbejdspladser.
- I dag mangler der nye forklaringer på, hvorfor væksten i små og nye virksomheder, de såkaldte start ups, er så uensartet. Forklaringen på dette kan ikke alene ledes tilbage til enkeltpersoners motivation, egenskaber og lignende, men det tyder derimod på, at svaret måske skal findes i lidt bredere sociale eller relationelle rammer – såsom eksempelvis opstartsteams og bestyrelser, siger Lars Frederiksen, professor på Institut for Marketing og Organisation på Aarhus Universitet.
Projektet bliver udført i et nyt og direkte samarbejde mellem forskning, iværksættere og væsentlige organisationer i erhvervslivet. En række fremtrædende personer vil derudover blive involverede som styregruppedeltagere, ligesom en række anerkendte internationale forskere også deltager. Den viden, der bliver opbygget i projektet, vil blive forankret blandt iværksætterrådgivere og iværksættere. Projektet munder ud i en række retningslinjer for, hvem der bør indgå i det entreprenante team, hvem der bør blive ansat i virksomhedens første leveår, og hvilke kompetencer bestyrelser i nye virksomheder bør indeholde afhængig af industri mv. Projektet begynder i januar 2014 og løber to år.
Yderligere oplysninger
I alt har Industriens Fond valgt at bevillige godt 22 millioner kroner til syv ambitiøse projekter, der med hver deres vinkel skal undersøge, hvordan Danmark får flere vækstiværksættere. Læs mere om projekterne her.
For yderligere oplysninger om forskningsprojektet ”Entreprenørskab for vækst” kontakt:
- Professor Anders Frederiksen: +45 4058 7097 / afr@asb.dk
- Professor Lars Frederiksen: +45 5360 8842 / l.frederiksen@asb.dk
- Professor Michael Dahl: +45 9940 8268 / md@business.aau.dk