BTECH i internationalt energisamarbejde
Forskere fra Center for Energiteknologi på BTECH har netop indgået et strategisk partnerskab med nogle af verdens førende klimaaktører. Formålet med samarbejdet er at undersøge, hvordan man ved hjælp af mere sofistikerede meteorologiske metoder bedre kan udnytte vedvarende energikilder - og dermed i sidste ende gøre vedvarende energi billigere og mere udbredt.
Foruden forskerne fra BTECH består det strategiske partnerskab af en af verdens førende energivirksomheder, Envision Energy, samt de to meteorologiske institutter the European Centre for Medium-Range Weather Forecasts (ECMWF) og the Met Office i Storbritannien. Sammen skal de fire partnere udvikle nye forskningsbaserede metoder, modeller og teknologier, som kan bidrage til at styrke udviklingen af mere præcise og sofistikerede vejrmeldingsmetoder, så man bedre kan udnytte vedvarende energikilder. Det skulle gerne bidrage til, at brugen af vedvarende energi udbredes i endnu større stil og i sidste ende gøre vedvarende energikilder mindre omkostningsfulde og mere stabile.
Adjunkt Peter Enevoldsen fra Center for Energiteknologi er glad for, at netop BTECH er blevet udvalgt som deltager i det tværfaglige projekt. Han ser store muligheder i, at det internationale partnerskab består af deltagere fra flere forskellige sektorer:
”For mig er det en stor fordel, at vi som deltagere kommer med hver vores ekspertviden og kan se tingene fra forskellige perspektiver,” siger han. ”Sammen kan vi udvikle helt nye og mere sofistikerede meteorologiske metoder, som kan være med til at gøre det vedvarende energinet mere stabilt og mindre omkostningsfuldt og dermed bane vejen for en større udnyttelse af vedvarende energikilder på internationalt plan.”
Hvis du vil vide mere om projektet, er du velkommen til at kontakte:
Adjunkt Peter Enevoldsen
Tlf.: +4593508949
E-mail: peterenevoldsen@btech.au.dk