Portræt af Kristian Løbner, videnskabelig assistent
Mød Kristian Løbner, der netop er ansat som videnskabelig assistent i MBIT-gruppen. Pr. 1.2.2017 starter han som PhD, hvor han i samarbejde med COWI skal undersøge, hvordan innovation af forretningsmodeller i store etablerede virksomheder kan understøttes gennem ledelse og organisationsudvikling.
1. Hvorfor har du valgt at arbejde på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi?
Jeg har valgt at arbejde på instituttet da jeg interesserer mig meget for spændingsfeltet mellem forretningsudvikling og teknologi. Gennem mine 5-6 år som konsulent ved COWI har jeg været vidne til, hvor vigtig denne forståelse er for at skabe værdi for kunder, samfund og virksomheden.
2. Hvad er dit arbejdsområde og hvad skal du lave her?
Jeg er ansat som forskningsassistent i MBIT-gruppen (Multi Business Model Innovation and Technology). Pr. 1.2.2017 starter jeg som PhD, hvor jeg i samarbejde med COWI skal undersøge, hvordan innovation af forretningsmodeller i store etablerede virksomheder kan understøttes gennem ledelse og organisationsudvikling.
3. Din uddannelsesmæssige baggrund?
Jeg er uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet fra 2011 (MSc in Sustainable Planning). Derudover har jeg taget en HD(O), som jeg blev færdig med i 2016.
4. Hvad har du lavet før?
Siden 2011 har jeg været ansat i COWI, som er en rådgivende ingeniørvirksomhed med ca. 6.500 ansatte. Mit primære arbejdsområde har været byudvikling i Danmark, særligt med fokus på detailhandel (attraktive bymidter, nye dagligvarebutikker, fodgængerflow mv.). På det seneste har jeg i stigende grad involveret mig i en række større og mindre innovationsprojekter, og senest er jeg blevet tildelt ansvaret som Innovation Manager i afdelingen for By- og Trafikplanlægning.
5. Vil du fortælle lidt om dig selv, din familie og din fritid?
Til dagligt bor jeg i Aalborg med min kæreste, Helle. Rækkehuset summer for tiden af strøtanker om "voksenlivets glæder" med børn, huskøb og en masse forpligtigelser, men intet er endnu afgjort. Vi nyder at bruge byens faciliteter med cafér ved havnefronten, oplevelser i Musikkens Hus, træning i DGI Nordkraft og ture til de mange naturområder nær Aalborg. Hver vinter drager jeg til Alperne med vennerne, og i år glæder jeg mig til at prøve kræfter med mine nye off-piste ski.