Cristiano Smaniotto
Cristiano Smaniotto er ny ph.d.-studerende på instituttet. Her skal han forske i forbrugernes affaldsvaner, og hvordan de kan gøres mere bæredygtige.
Hvorfor har du valgt at arbejde på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi?
Fordi det virkede som et meget livligt og dynamisk sted. Det er godt placeret i et netværk af forskellige aktører - både virksomheder og andre institutioner. Jeg tror, at man som forsker på BTECH har mulighed for at gøre en forskel for samfundet. Og det er meget vigtigt i min optik.
Hvad er dit arbejdsområde, og hvad skal du arbejde med her?
Jeg er interesseret i forbrugerforskning og især i de sociokulturelle dynamikker, der opretholder markeds- og forbrugsfænomener. Jeg tror, at problemstillingerne omkring bæredygtigt forbrug er særligt udfordrende, fordi de tvinger os til at genoverveje en fremgangsmåde, vi normalt tager for givet. På instituttet vil jeg lave min ph.d. indenfor forbrugeraffald og prøve at forstå, hvorfor og hvordan vi smider ting væk, og i sidste ende hvordan vi kan undgå den slags ødslende adfærd.
Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund?
Jeg har en bachelor i Business Administration fra Ca´ Foscari University of Venice, og jeg læste min kandidat i Brand Management and Marketing Communication på SDU i Odense.
Hvad har du lavet før?
Jeg arbejdede som forskningsassistent i 2,5 år på Institut for Marketing & Management på SDU. Der underviste jeg både på bachelor- og kandidatniveau i marketing og forbrugeradfærd og forskede i affald, bæredygtig forbrugspraksis og kosmopolitisme.
Vil du fortælle lidt om dig selv, din familie og din fritid?
Jeg kan godt lide at lave mad (som italiener, sikke en kliché!) - jeg finder det meget afslappende. Og i min fritid er jeg formentlig at finde i swimmingpoolen eller fitnesscentret... Hvis du vil vide mere, må du finde ud af det i løbet af de næste tre år.