Hils på Suvethini Kandasamy 👋
Suvethini er nyansat videnskabelig assistent. Bliv klogere på hendes arbejdsområder, faglige baggrund, fritidsinteresser mm. her.
Hvorfor valgte du at arbejde på BTECH?
Jeg er en af de heldige medarbejdere på BTECH, som også har haft fornøjelsen af at være studerende her. Som studerende var jeg utrolig glad for min beslutning om at tage min kandidatuddannelse (ITKO) på BTECH. Ikke kun på grund af uddannelsens faglige profil, men også på grund af studiemiljøet og de gode relationer, jeg havde til mine medstuderende. Så da muligheden for at blive ansat som forskningsassistent opstod, greb jeg den. Både fordi jeg fandt arbejdsopgaverne utroligt spændende, men også fordi det var sjovt at opleve arbejdslivet på det samme institut, hvor jeg havde haft så god en studietid.
Hvad er dit arbejdsområde?
Hmm, det er et rigtig godt spørgsmål. Som næsten nyuddannet er det lidt svært for mig at definere mit præcise arbejdsområde. Under mine studier udviklede jeg dog en stor interesse for digital forretningsudvikling. I min nuværende stilling arbejder jeg på et forskningsprojekt, der udforsker corporate digital responsibility fra et strategisk kommunikationsperspektiv. Derfor nyder jeg min rolle som forskningsassistent, da den giver mig mulighed for at udvide min faglige horisont og definere mit arbejdsområde.
Hvad er din baggrund?
Jeg dimitterede som ITKO fra BTECH denne sommer. Før det tog jeg en professionsbachelor i International Sales and Marketing.
Vil du fortælle lidt om dig selv, din familie og dine hobbyer?
Jeg bor i Skals, en lille by nord for Viborg omkring en times kørsel fra Herning. Her er jeg også frivillig bestyrelsesmedlem i det lokale fitnesscenter i min fritid. Lige nu er jeg så 'heldig' at være flyttet hjem til mine forældre igen, mens jeg beslutter mig for, hvor jeg vil slå mig ned. Et medlem af min familie er måske et kendt ansigt for mange af jer – min storesøster Thuva. Jeg har fundet ud af, at det slet ikke er så tosset at arbejde samme sted som sin søster – selvom jeg ikke er helt sikker på, at hun ville sige det samme! 😉