Mød Anne-Christine – forsker i digital transformation og organisationskommunikation
Lær hende bedre at kende og læs om hendes faglige fokus, forskningsinteresser og liv uden for universitetet 🪗
Kort intro: Hvem er du, og hvad er din professionelle baggrund?
Jeg hedder Anne-Christine og er uddannet cand.mag. i International Virksomhedskommunikation (dansk og tysk) fra Syddansk Universitet tilbage i 2015, hvor jeg efterfølgende var fuldtidsunderviser i tre år og særligt beskæftigede mig med ledelseskommunikation og organisationsteori og -kultur, inden jeg rykkede til Aarhus BSS (Institut for Virksomhedsledelse) for at skrive ph.d. om topledelse af digital transformation med fokus på legitimering, kultur og ledelse. Metodisk arbejder jeg kvalitativt (gerne etnografisk og over tid) med organisationer. Andre gange arbejder jeg konceptuelt.
Hvad er dit arbejdsområde?
Jeg interesserer mig i særdeleshed for kompleksitet og emergens i organisationer – ofte i konteksten af digital transformation. Teoretisk finder jeg gerne inspiration i den tradition inden for praksisteori, der kaldes Communicative Constitution of Organizing (CCO). Analytisk er jeg vild med sproglige/multimodale analyser, og lige nu arbejder jeg med, (1) hvordan ’aspirational talk’ (særligt om digital innovation) kan give anledning til backlash i organisationer (som er i en teknologisk forandringsproces), og (2) hvordan ‘emotive truth’ og visuel kommunikation (f.eks. på organisationsinterne digitale platforme) er ’co-constitutive of organising’.
Hvorfor valgte du at arbejde på BTECH?
Instituttet og mine interesser passer som fod i hose. Det gælder både instituttets konkrete forskningsområder, flere af uddannelserne og ikke mindst den lokale forankring (samarbejde og vidensdeling) med små og store virksomheder og institutioner. Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået ansættelse her – og jeg glæder mig til at lære mine nye kollegaer på instituttet at kende.
Vil du fortælle lidt om dig selv, din familie og fritid?
Privat er jeg gift med Morten, og vi bor i Odense med vores tre hjemmeboende børn. Jeg er mor til Olivia på 2 år, bonusmor til Vilmer på 15 år, der går i 9. klasse og glæder sig til at komme på musikefterskole på Langeland efter sommerferien, og til Bertram på 18 år, der går på gymnasium på en musiklinje – og så er jeg fars kone til Mathilde på 26 år, som studerer biologi i Aarhus.
I min fritid nyder jeg at gå til koncerter. Efterhånden helst på små spillesteder med relativt intime koncerter. I hverdagen med en 2-årig kan det også være ”Tiny Desk”-koncerter på YouTube fra sofaen sammen med Morten (de kan virkelig godt anbefales!). Jeg læser alt det, jeg kan slippe afsted med. Gerne om europæisk historie, politik og kultur eller – som lige nu – novellesamlinger. Hele foråret og sommeren er min favorit-fritidsbeskæftigelse at sidde på terrassen med en god kop kaffe og fødderne oppe. Og på turene til og fra arbejde nyder jeg at høre forskellige podcasts.
Derudover tegner jeg (ikke pænt) sammen med vores datter, ser og læser Gurli Gris på repeat, bygger med LEGO på daglig basis, leger med alverdens instrumenter (for tiden mest bongotrommer og mundharmonika) og plasker ved enhver given lejlighed i vandpytter – også med Olivia. Storebrødrene spiller tilsammen i seks bands, så de er også garant for rigeligt med underholdning.