Mød Lars Kristian Hansen – lektor med hang til både teknologi og brætspil
Her kan du læse om hans arbejde med digital ledelse, projektporteføljeledelse, og hvorfor langsomme aktiviteter nogle gange slår de digitale.
Kort introduktion: Hvem er du, og hvad er din professionelle baggrund?
Mit navn er Lars Kristian Hansen, men til daglig går jeg under Lars. Jeg har en ph.d. i informationssystemer fra Aalborg Universitet og praktisk erfaring fra både den private og den offentlige sektor. De seneste otte år har jeg været ansat som lektor ved Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet.
Hvad er dit arbejdsområde?
Jeg underviser primært på ITKO-uddannelsen, som matcher både min faglige profil og mine interesser. Forskningsmæssigt har jeg særligt fokus på bæredygtig ledelse og digitale teknologier.
Gennem årene har jeg målrettet arbejdet med at opbygge ekspertise inden for projektporteføljeledelse, og dette vil jeg fortsætte med. Samtidig har jeg nu mulighed for at opdyrke nye forskningsområder og lære noget helt nyt. Det seneste år har jeg blandt andet beskæftiget mig med ledelse af teknologi og projekter i en arktisk kontekst, især i Grønland.
PS: Mit profilbillede er fra smukke Nuuk, som jeg havde fornøjelsen af at besøge sidste sommer i forbindelse med opstarten af et mindre forskningsprojekt.
Metodologisk er jeg særligt optaget af design science research og pragmatisme, da dette muliggør en tæt kobling mellem teori og praksis samt tværdisciplinært og anvendelsesorienteret arbejde.
Hvorfor valgte du at arbejde på BTECH?
Jeg fulgte ITKO-uddannelsen fra Institut for Virksomhedsledelse til BTECH, hvor jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med uddannelsen og samtidig indgå i et tværdisciplinært miljø med tæt samarbejde med områdets virksomheder. Den praksisnære tilgang og den klare kobling mellem forskning, undervisning og erhvervsliv tiltaler mig meget. Den praktiske relevans af min forskning er et af de centrale kendetegn ved mit arbejde.
Vil du fortælle lidt om dig selv, din familie og fritid?
Jeg bor i Svenstrup med min kone og vores søn. I fritiden holder jeg af analoge og “langsomme” aktiviteter, oftest sammen med venner. Det kan være shelterture, vandre- og cykelture samt bræt- og kortspil. Digitale teknologier er fantastiske til mange ting, men jeg oplever, at den “friktion”, disse aktiviteter indeholder, giver mig nærvær og fællesskab. Det er noget, jeg blandt andet har lært af to af mine store forbilleder: min søns spejderforening og den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han.