Mød Maria Tareen – postdoc med fokus på fremtidens energiløsninger

Maria Tareen er ny postdoc i EngTech, hvor hun forsker i blandt andet brint, energilagring og energiledelse.

Maria Tareen

En kort introduktion: Hvem er du, og hvad er din faglige baggrund?
Jeg hedder Maria Tareen og er forsker i EngTech-sektionen. Jeg er oprindeligt uddannet kemiker (ph.d. fra University of Warwick og MSc fra University of Leeds), men for 13 år siden skiftede jeg spor til vedvarende energiteknologi. Senest var jeg adjunkt og uddannelsesleder for kandidatuddannelsen i Renewable Energy Engineering & Thermofluids på Coventry University. Her havde jeg både undervisningsmæssige og studieadministrative opgaver, udviklede ingeniøruddannelser på bachelor- og kandidatniveau, udarbejdede erhvervsrettede studieprogrammer i samarbejde med industrien, arbejdede med kvalitetssikring og akkreditering og sikrede finansiering fra Royal Academy of Engineering og British Council til partnerskaber i Aserbajdsjan, Egypten, Brasilien, Indien, Jordan og Irak. Jeg er Senior Fellow of the Higher Education Academy (SFHEA) og har desuden en PgCert i videregående uddannelse.

Hvad arbejder du med?
Jeg begyndte med projekter inden for vedvarende energiteknologi – blandt andet solenergi, vindenergi og biobrændstoffer – samt ingeniøruddannelse. Senere bevægede jeg mig over i brint, energilagring og energiledelsessystemer.

I mit arbejde anvender jeg IoT-baseret delmåling på procesniveau og omsætter målingerne til beslutninger om, hvordan en produktionsvirksomhed bedst kan reducere sin CO₂-udledning. Genanvendelse af overskudsvarme, elektrificering og brint er ikke løsninger, der uden videre kan erstatte hinanden. Brint spiller en særlig dobbeltrolle: Det er den eneste realistiske løsning til processer, der er vanskelige at elektrificere, men samtidig er elektrolyse i sig selv forbundet med en varmeudfordring, fordi elektrolysestakkene afgiver lavtemperaturvarme, som eksempelvis kan udnyttes i fjernvarmenettet.

Energilagring er en del af det samme billede. Det gør det muligt for en virksomhed at tilpasse en varierende energiforsyning til produktionens behov og er samtidig det, der gør et energiledelsessystem til mere end blot et dashboard. Det er i grænsefladen mellem fabrikken, procesvarmen, elnettet og varmenettet, at jeg fremover gerne vil fokusere min forskning.

Hvorfor valgte du at arbejde på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi?
Det første, der tiltrak mig ved BTECH, var, at samarbejdet med industrien ikke er en eftertanke, men selve omdrejningspunktet. Det andet var den brede energifaglige ekspertise i Herning – både i EngTech og i Centre for Energy Technologies. Tilsammen giver det et fremragende udgangspunkt for at forankre min forskning i virkelige produktionsmiljøer.

Vil du fortælle lidt om dig selv, din familie og dine fritidsinteresser?
Jeg er flyttet til Danmark fra Storbritannien sammen med min mand, José, som også er akademiker, og vores femårige søn, Jerónimo. Jeg er meget social og altid glad for at lære nye mennesker at kende over en kop te. Dansk og britisk kultur er jo ikke helt det samme, så jeg kommer sikkert til at træde ved siden af en gang imellem – så sig endelig til.

Når jeg ikke arbejder, maler jeg, læser og laver mad. Jeg er allermest glad, når jeg kan lave mad til andre.