Nogen eller nogle?

Hvornår hedder det ’nogen’, og hvornår hedder det ’nogle’? Det kan være svært at høre forskel, fordi de begge i tale tit udtales [no’en].

Foto: Prateek Katyal, Pexels

Hovedreglen

’Nogen’ betyder nogen som helst eller nogen overhovedet:

  • Har nogen glemt at skrue ned for varmen?
  • Han havde ikke nogen madpakke med på arbejde.

’Nogle’ betyder et par stykker, en del eller visse.

  • De studerende fik nogle rigtig gode karakterer.
  • Hun havde nogle søde kollegaer.

Huskeregel

’Nogen’ svarer ofte til det engelske ’any’; ’nogle’ svarer ofte til ’some’. Hvis du er i tvivl, kan du derfor prøve at oversætte sætningen til engelsk og på den måde høre, hvad der lyder rigtigt.

  • Hun havde ikke brug for nogen hjælp til opgaven.
  • She didn’t need any help with the assignment.
  • Du må gerne tage nogle rundstykker med til dine kollegaer.
  • Feel free to bring some bread rolls for your colleagues.

Mere end én betydning

I nogle tilfælde kan du både bruge ’nogen’ og ’nogle’, men hvor de har hver deres betydning.

  • De kunne ikke svare på nogen af spørgsmålene.
  • De kunne ikke svare på nogle af spørgsmålene.

I den første sætning kunne de ikke svare på nogen spørgsmål overhovedet (ikke ét eneste). I den anden sætning kunne de svare på et par eller visse af spørgsmålene. Hvilket af de to ord, du bruger, afhænger derfor af konteksten.

Test din viden her: https://sproget.dk/leg-og-laer/oevelser/nogen-eller-nogle/.