AI som en bedre samarbejdspartner

Ph.d.-studerende Shahedul Alam Khan forsker i, hvordan menneskelig ekspertviden og strukturerede prompts kan bidrage til bedre AI-understøttede beslutninger.

Shahedul Alam Khan

Hvem jeg er og min faglige baggrund
Mit navn er Shahedul Alam Khan. Jeg er forsker med en baggrund inden for erhvervsøkonomi og kvantitativ forskning. Jeg har en kandidatgrad i erhvervsøkonomi med speciale i Strategy and Organisation fra Syddansk Universitet. Inden da tog jeg en master- og en bachelorgrad i Business Administration med fokus på Management Studies fra University of Dhaka.

Jeg har næsten ti års erfaring fra universitetsverdenen i Bangladesh. Senest arbejdede jeg som studentermedhjælper inden for forskningsstøtte på SDU, hvor jeg blandt andet bidrog til datahåndtering og kvantitativ analyse samt til et publiceret bogkapitel.

Arbejdsområde
Min nuværende forskning befinder sig i krydsfeltet mellem organisationsdesign og kunstig intelligens. Jeg vil undersøge, hvordan mennesker kan give AI bedre instruktioner ved at kombinere menneskelig ekspertviden med strukturerede prompting-rutiner og dermed skabe et bedre grundlag for beslutninger. Min forskning er med til at bygge bro mellem menneskelig forståelse og maskinelle algoritmer og gøre AI til en mere pålidelig samarbejdspartner.

Interessen udspringer af mit kandidatspeciale, hvor jeg undersøgte, hvordan AI og kommunikationsdynamikker påvirker sammenkoblet læringsperformance i organisatoriske sammenhænge. Mine egne observationer af, hvordan kommunikative barrierer mellem beslutningstagere og store sprogmodeller (LLM'er) begrænser samarbejdet, understregede behovet for mere strukturerede og vidensbaserede inputrutiner i AI-understøttede beslutningsprocesser.

Hvorfor Institut for Forretningsudvikling og Teknologi?
Instituttet samler forskellige forskningsfaglige perspektiver under ét tag og skaber dermed et særligt stærkt miljø for samarbejde mellem forskere. Med mit fokus på samarbejdet mellem mennesker og AI er BTECH et ideelt sted at videreudvikle min forskning.

Lidt om mig selv, min familie og fritidsinteresser
Jeg bor sammen med min kone og vores lille datter. Eter tre år i Odense er vi for nylig flyttet til Herning. I min fritid holder jeg meget af at komme ud i naturen sammen med min familie. Når jeg ikke er sammen med familien, finder jeg stor ro i at gå ture i skoven og nyde naturen.