Hils på Jakob Mathias Liboriussen 🙌

Jakob er nyansat adjunkt på instituttet. Du kan læse mere om hans arbejdsområder, faglige baggrund, fritidsinteresser mm. her.

Jakob Mathias Liboriussen

Hvem er du, og hvad er din professionelle baggrund?
Jeg har en kandidatgrad i Management Accounting and Control fra Aarhus BSS, hvor jeg senere også opnåede min ph.d.-grad. De seneste tre år har jeg arbejdet som adjunkt ved Institutt for Regnskap, Revisjon og Rettsvitenskap på Norges Handelshøyskole i Bergen.

Hvad er dit arbejdsområde?
Mit arbejdsområde er økonomistyring. Jeg er særligt interesseret i, hvordan økonomistyringsinformation og -modeller gennem dialog bringes i spil i organisationer, og hvordan økonomistyringsfunktionen kan bidrage til god praksis.
Empirisk har jeg i Danmark arbejdet med kunst- og kulturområdet, blandt andet med brugen af styringsmodeller i European Capital of Culture Aarhus 2017 og i udstillingerne på et større dansk museum. I Norge har mit primære fokus været brugen af styringsinformation på norske hospitaler.

Hvorfor valgte du at arbejde på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi?
Da jeg blev opmærksom på, at BTECH søgte en adjunkt indenfor økonomistyringsområdet, valgte jeg at søge stilingen. Det tiltalte mig, at der på BTECH er et praksisorienteret og tværfagligt fokus, da det stemmer godt overens med min forskningsprofil og -interesse. I ansættelsesprocessen oplevede jeg stor imødekommenhed, hvilket bekræftede mig i, at stillingen på BTECH var en spændende mulighed.

Vil du fortælle lidt om dig selv, din familie og fritid?
Jeg bor i Horsens sammen med min kommende hustru Nicole, der arbejder som speditør ved DSV. Vi har for nylig købt et hus i Horsens, som vi overtager den 1. maj. I min fritid kan jeg godt lide at vandre og være sammen med familie og venner.

Jeg glæder mig til at møde jer alle.