Sig hej til Lise Tordrup, vores nye lektor

Du kan læse mere om hendes arbejdsområder, faglige baggrund, fritidsinteresser mm. her.

Kort intro: Hvem er du, og hvad er din professionelle baggrund?
Mit navn er Lise Tordrup, og jeg kommer fra Institut for Virksomhedsledelse i Aarhus, hvor jeg har været ansat siden 2014 og som lektor siden 2018. Forinden var jeg tilknyttet Aalborg Universitet ved Institut for Datalogi, hvor jeg gennemførte både min kandidatuddannelse og min ph.d.-grad.

Hvad er dit arbejdsområde?
Min ph.d. fokuserede på, hvordan agile og traditionelle metoder kan kombineres, og siden da har min forskning været centreret om agilitet, digitalisering og projektledelse. Mit nuværende fokus er på digital bæredygtighed, hvor jeg undersøger, hvordan teknologier kan understøtte bæredygtighed på tværs af miljømæssige, sociale og økonomiske dimensioner.

Jeg har primært undervist i fag som softwareudvikling, IT-projektledelse og strategisk ledelse på ITKO-uddannelsen, kandidatuddannelsen i Digital Business Management og Master i IT. Siden 2022 har jeg været studieleder for Master i IT. Derudover er jeg formand for Studienævnet for Virksomhedskommunikation og IT, som ITKO-uddannelsen er organiseret under.

Hvorfor valgte du at arbejde på BTECH?
I forbindelse med flytningen af ITKO-uddannelsen blev jeg overført til Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, hvor jeg allerede har flere samarbejdspartnere.

Vil du fortælle lidt om dig selv, din familie og fritid?
Jeg er født og opvokset i Aalborg, men bor nu i Mårslet, en mindre by nær Aarhus, sammen med mine to sønner, Vincent, der fylder 11 år i denne måned, og Maximilian, der fylder 13 år næste måned. Vi har to norske skovkatte, og i min fritid rider jeg dressur et par gange om ugen.