Jeg eller mig?
Når jagten på korrekthed bliver hyper
Vi taler om hyperkorrekthed eller overkorrektion, når vi i vores iver efter at tale og skrive grammatisk korrekt rent faktisk kommer til at vælge den grammatisk forkerte løsning. ’Sin’ vs. ’hans’/’hendes’ samt ’jeg’ vs. ’mig’ er eksempler på faldgruber i den kategori. I dette sprogtip tager vi fat på ’jeg’ vs. ’mig’.
| Reglen er i og for sig ganske simpel: Man bruger ’jeg’, når stedordet fungerer som subjekt/grundled i sætningen (dvs. personen, der gør noget), mens man bruger ’mig’ i alle andre tilfælde. |
Årsagen til den hyppige overkorrektion skal sandsynligvis findes i, at vi alle er blevet irettesat af forældre eller andre velmenende voksne, når vi i vores opvækst har brugt ’mig’, f.eks. ”Mig og Louise cykler en tur”, som ganske rigtigt skal være ”Louise og jeg cykler en tur”. Det har så desværre sat en skræk i os for overhovedet at gøre brug af ’mig’, som dog ofte er korrekt, f.eks. i følgende sætninger:
✘ Det ville gøre Charlotte og jeg glade at kunne komme tilbage på campus.
✔ Det ville gøre Charlotte og mig glade at kunne komme tilbage på campus.
✘ Vil du sende artiklen til Lisa og jeg.
✔ Vil du sende artiklen til Lisa og mig.
Men husk at bruge ’jeg’, når det fungerer som subjekt/grundled:
✘ Charlotte og mig ser frem til at komme tilbage til da office.
✔ Charlotte og jeg ser frem til at komme tilbage til da office.
En god måde at teste sin sætning på er ved at fjerne andre navne og forstyrrende ord – så fremgår det oftest ganske klart, om ’jeg’ eller ’mig’ er det rigtige valg:
✔ Det ville gøre mig glad at kunne komme tilbage.
(Og ikke: ”Det ville gøre jeg glad”).
✔ Jeg ser frem til at komme tilbage.
(Og ikke: ”Mig ser frem til”).